Windstammtisch – et møde med den tyske vindmølleindustri

windstammtisch

Mandag d. 20. april deltog projektleder ved Hub North, Henrik Wadmann, i Windstammtischs 68. arrangement, som blev afholdt på Hotel Scandic i Hamborg.

Om arrangementet siger Henrik Wadmann: ”Kernen i Windstammtisch er uformel forretningspleje. Erhvervsfolk mødes simpelthen uformelt og spiser, drikker og snakker sammen. Det er vigtigt at forstå, at den tyske forretningskultur kan have en tendens til at være lidt stiv og topstyret, men til et arrangement som Windstammtisch, der kommer tyskerne afslappet uden slips, og måske med jakken af, så der er en afslappet tone”. Til trods for arrangementets uformelle stemning var omdrejningspunktet ifølge Henrik Wadmann stadig forretning; at få skabt relationer til bl.a. mulige købere eller leverandører.

Dertil siger selvstændige eksterne eksportrådgiver for Udenrigsministeriet, Erich Börner: ”Formålet med forummet er at skabe kontakt og diskutere problemstillinger, fx hvis man har et problem på sit arbejde, så kan man her søge en person, der har eller har haft samme problemstilling, og der igennem få udviklet sine kompetencer. Derudover er det efterhånden sådan i det her forum, at har man en ordre, eller en ordre man ved der kommer, så er forummet det første step. Man taler med den person fra netværket, der har de kompetencer man søger og afgiver en ordre. Det er sådan noget forummet bliver brugt til. Mange ordrer inden for vindbranchen falder inden for det her forum”.

Arrangementet bliver afholdt 4 gange årligt i Hamborg efter fyraften, hvor der ifølge Erich Börner, i gennemsnit deltager over 200 mennesker hver gang fra mange forskellige brancher og virksomheder. Det koster ikke noget at deltage i Windstammtisch så længe man er medlem af foreningen German Wind Energy Association (BWE) og derigennem betaler et årligt gebyr. Dette års Windstammtisch blev sponsoreret af Husum Wind, som stod for betaling af aftensmaden, og som derfor også havde privilegiet af at være aftenens eneste taler, med en tale på omtrent 20 min. Med et arrangement, der løb fra kl. 19:00 til 22:00, var der derfor sat ca. 2,5 time af til networking.

Formålet med at være sponsor er, ud over taletid, også at man har mulighed for at dele brochuremateriale ud, man fremstår som sponsor på forbundets hjemmeside i hele perioden og får så efter arrangementet udleveret en mailliste over alle deltagere, som man har mulighed for at kontakte, og har der igennem mulighed for at udvide sin forretning: ”Det handler bare om at få den rigtige kontakt, og så har sponsoratet tjent sig hjem” siger Erich Börner.

Henrik Wadmann fortæller: ”Det var sjovt at se kulturforskellene mellem danskere og tyskere. Hvor danskere kan have en tendens til at være mere tilbageholdne, så var tyskerne rigtig gode til at komme rundt og snakke med en masse mennesker. Det handler meget om, at man snakker sammen hurtigt, bytter visitkort, og så videre til næste. Det tror jeg bestemt, at vi kan lære noget af, og den dynamik kunne jeg godt tænke mig at skabe her i Nordjylland, så det bliver endnu mere fedt for vores medlemmer at komme til netværksarrangementer”.

Om tyskernes mere udadvendte natur til Windstammtisch, siger Erich Börner: ”Tyskerne er til dagligt meget indelukkede, de flyver ikke ud til hver og en, men i dét her forum er de meget åbne. Men det er også formålet med forummet, Windstammtisch er med til at løsne op for den ellers meget stramme og stive forretningskultur. De knapper skjorten lidt op, putter slipset i lommen, og så er de ellers klar”.

Hub North arbejder lige nu på at lave et lignende arrangement i Nordjylland. Hold øje med vores hjemmeside i den kommende tid.

Billede: Copyright German Wind Energy Association