Windchallenge – virksomheden bag husstandsvindmøllen i intelligent, stormsikkert design

Det nye Hub North medlem, Windchallenge, er en Hollandsk virksomhed, der er specialiseret i stormsikre husstandsvindmøller i intelligent og let design.

 
Windchallenge er en innovativ virksomhed i vækst, der beskæftiger sig med bæredygtige løsninger i form af vindenergi. Windchallenge har base i Rotterdam i Holland, men leder netop nu efter nye markeder. Virksomhedens primære produkt hedder The Windleaf og er en husstandsvindmølle, der vejer ca. 10 kg. Vindmøllen skal dog monteres på en fod, der vejer 110 kg, hvilket giver den en samlet vægt på 120 kg. Derudover tilføjes der yderligere 160 kg fordelt på installationens fire fødder, for at holde vindmøllen på plads – dette giver den totale installation en vægt på 280 kg. Vindmøllen er desuden støjfri, stormsikker, nem at montere og installere, har 20 års levetid og 10 års garanti.

 
Historien bag Windchallenge og The Windleaf
Windchallenge startede for 5 år siden med Sander Mertens, som er en af verdens førende eksperter inden for husstandsvindmøller. Mertens har en baggrund i fysik og rumfartsteknik og en Ph.d. i vindenergi i bebyggede miljøer. Efterfølgende har han arbejdet som vindarkitekt og konsulent inden for grøn energi. I løbet af årene som konsulent har Sander Mertens set mange vindmøller, men fælles for mange af dem er, at de enten går i stykker, når der er storm eller ikke producerer den mængde energi, de lover. Heraf opstod idéen om The Windleaf, som nu er virksomhedens primære produkt. Den lille husstandsvindmølle har minimum 20 års garanteret levetid og 10 års garanti netop fordi, den holder hvad den lover – den er pålidelig, stormsikker, og på den rette placering kan den producere omkring 1000 kWh årligt.

 
Windchallenge består af et team på ni ansatte, der varetager hele processen fra design og produktion til markedsføring, salg og eftermontering. Teamets ansatte er hver især specialiserede inden for deres område, for at sikre den højst mulige kvalitet og faglighed i alle aspekter af processen.

 
– Windchallenge gør rigtig mange ting på én gang. Og fordi vi tager os af det hele, er alle i teamet specialister på hver deres område. Så én fokuserer på design, én på R&D og én på installation og certificering – det er vores tekniske team. Resten af teamet er specialiseret i lovgivning, forretningsudvikling, markedsføring, drift, office management og account management. Det fungerer rigtig fint, udtaler Erik van Marrewijk, International Account Manager for Windchallenge.

 
The Windleaf – den moderne husstandsvindmølle
Den 10. november 2016 blev Windchallenges husstandsvindmølle, The Windleaf, relanceret i et nyt design og præsenteret for offentligheden til den internationale produktlancering. Vindmøllen er inspireret af naturens intelligente design, og herunder hvordan bladene på træerne og vingerne på fugle opfører sig. Vingerne på vindmøllen er således lavet i et specielt design, som gør, at de kan dreje og dermed afbøje vinden, ligesom bladene på træerne afbøjer vinden for ikke at falde af. Derved kan vindmøllen aldrig blive overbelastet og gå i stykker. Vingerne har desuden ”Owl Wings”, der sørger for at de ikke afgiver støj. Yderst på hver vinge er et zigzag-mønster, som trækker vinden mod vingens spids og derved formindskes støjen ganske betydeligt. Vindmøllen har desuden en rotor diameter på 1,7 m, begynder at rotere ved en vindhastighed på 1,5 m/s (vindstyrke 1) og sætter ud ved en vindhastighed på 21 m/s (vindstyrke 9). Vindmøllen kan netop nu købes fra Windchallenge til en pris på 28.000 kr. inklusiv fod til fladt tag og installation. Vindmøllen er både designet og produceret i Holland. Læs mere om The Windleaf her.

 
Nye markeder kræver nye netværk
Windchallenge har kontaktet Hub North, fordi ønsket er at komme ind på det danske marked via det stærke netværk. Slutmålet er at sælge produktet over hele verden, men for nu ses der mod de markeder, hvor der er størst potentiale – nemlig Danmark.

 
– Vi er en virksomhed i vækst, så først fokuserer vi på markeder med størst potentiale. I Danmark er der meget vind, en positiv tilgang til bæredygtighed og husstandsvindmøller er relativt accepterede, siger Erik van Marrewijk. Han tilføjer desuden: Jeg håber på at finde en masse kunder, sælgere og investorer til produktet, fordi det er jo dét, man har brug for – folk, der støtter op om produktet.

 
Målgruppen er hovedsageligt virksomheder, der ønsker en bæredygtig profil og som har bygninger med fladt tag, da dette er det optimale sted at montere vindmøllen. Der er allerede nu stor efterspørgsel fra virksomheder og institutioner i Holland, og håbet er at denne efterspørgsel vil brede sig ud på det danske marked. Ambitionen for den Hollandske vindmøllevirksomhed er på sigt at blive en dominerende spiller i hustandsvindmøllebranchen. Er du interesseret i at vide mere om Windchallenge, kan du besøge hjemmesiden her.