Safe Ocean Service yder service offshore døgnet rundt, verden rundt

Det er ikke gået stille for sig i Hirtshals hos firmaet Safe Ocean Service siden deres opstart tilbage i 2012. Knap 3 år efter firmaet så dagens lys, har Safe Ocean Service 80 mænd ansat på globalt plan og for nyligt har de gjort sig på bemærket i vindbranchen med et samarbejde med Siemens.

Fra olie til vind

Safe Ocean Service er et service- og ingeniørfirma, som har de kompetencer der skal til for at arbejde med stilladser og alt udstyr indenfor maritim- og offshoresektoren. Mændene bag firmaet, Thomas Nielsen og Chris Durhuus, har oprindeligt deres rødder i værftsindustrien, men i det seneste år har de vendt blikket mod vindbranchen. De har nemlig erfaret at de kompetencer, de har opbygget i oliebranchen på boreplatforme også efterspørges, når der arbejdes på offshore mølle, fundamenter eller transformatorstationer. ”Vi kan tydeligt mærke, at vindbranchen efterspørger leverandører, der kan leve op til de samme skrappe krav til sikkerhed og kvalitet, som vi kender fra olie- og gas-branchen. Derfor var det helt naturligt for os også at satse på dette marked”, siger Chris Durhuus om deres indtog i vindbranchen. Safe Ocean Service har været meget involveret i projektudførelse, projektledelse og tilsyn og med et hold af maskinmestre, elektrikere, skibsmontører, hydraulikere, elektro- og rigmekanikere, kan Safe Ocean Service tilbyde ekspertise og kvalifikationer i servicering af alt offshore- og marineudstyr.

Et sats på viden

Hos Safe Ocean Service ser man en stor værdi i at have langsigtet relationer ikke mindst med deres kunder, men også deres medarbejdere. For at kunne konkurrere på et stadig mere globaliseret marked, er virksomheder nødt til at kunne skille sig ud for at kunne følge med. Hos Safe Ocean Service har man indset, at det er kvaliteten af deres arbejde frem for prisen der skal konkurreres på. Ejerne Thomas Nielsen og Chris Durhuus tror på, at et velkvalificeret og motiveret hold af medarbejdere kan bidrage til et højt kvalitetsniveau og kan sikre fremtidige projekter.
”Vi ønsker at beholde så meget knowhow som muligt i virksomheden. I de stille perioder uddanner vi medarbejderne, i stedet for at afskedige dem. Så har vi folkene klar, når det kører”. Som en del af deres forretningsplan, har de valgt at satse på at have certificeringer i orden hos deres medarbejdere når de sendes ud. For at styrke uddannelsesniveauet indenfor på offshore området, har man i Safe Ocean Service ligeledes valgt at ansætte en ekstra mand, der skal oprette kurser som kan opkvalificere deres medarbejdere.

Sikkerhed frem for alt

Hos Safe Ocean Service kommer sikkerhed altid i første række, og deres medarbejdere har derfor fået strenge ordre på ikke at udføre et job, hvor der er potentiale for at komme til skade. Alt arbejde skal udføres i overensstemmelse med de retningslinjer og anbefalinger, der er på den pågældende arbejdsplads, og deres ansatte rustes derfor altid med den nødvendige viden og udstyr i forhold til sikkerhed.

Ønsker du at vide mere omkring Safe Ocean Service se www.safeos.dk.