pageImg

Nordjysk konference satte spot på potentialerne i Norge – og hvordan man indløser dem

Hav tålmodighed, vedholdenhed og vilje, levér kvalitet til tiden og hold de danske vittigheder for jer selv. Sådan lød nogle af rådene, som de omkring 125 deltagere fik, da konferencen ’Succes på tværs af Skagerrak’ i Frederikshavn den 20. november satte spot på forretningsmuligheder i Norge, og hvordan man får succes med sine forretninger i vores naboland.

Blikket var rettet mod nord over Skagerrak til Norge, da der torsdag i Arena Nord i Frederikshavn var konference om ’Succes på tværs af Skagerrak.’ Her satte de tre arrangører BusinessBroen NORGE-NORDDANMARK, MARCOD og Hub North fokus på potentialerne i Norge inden for maritim industri, vindenergi, offshore olie & gas samt byggeri og anlæg. Fire sektorer som generelt oplever vækst og med muligheder for de danske virksomheder især som underleverandører til de norske virksomheder. Alene inden for byggeri og anlæg forventer man investeringer for 334,6 milliarder NOK i 2015, og inden for olie og gas forventer man investeringer på den norske sokkel for 185 milliarder NOK i 2015.
Hele 21 indlægsholdere delte ud af deres viden om de fire sektorer i forhold til potentialer og erfaringerne med at handle med nordmændene. Nogle af pointerne, som gik igen, handler om, at man som dansker ikke skal tage for givet, at vi er helt ens med nordmændene. Man skal forberede sig, som man ville gøre i forhold til et andet eksportmarked. Man skal have tålmodighed, forståelse og man skal levere kvalitet til tiden.

Deltagerne
Formiddagen bød på indlæg af norske Energy Management AS, COWI A/S, Bladt Industries A/S samt den danske ambassade i Norge.
– Det, med at forstå hinanden, er vigtigt, så det skal man bruge nogle ressourcer på. Selvom vi er tætte på hinanden og har fælles historie, så kan det stadig være en udfordring. Sørg for at vide lidt om Norge og den by, du kommer til, da nordmænd ofte gerne vil snakke bredere end bare kroner og øre. Træng jer ikke på, nordmændene har generelt en lavere tærske. Hav tålmodighed – de norske beslutningsprocesser er længere end de danske. Kommunikér på dansk og hold de danske vittigheder for jer selv, lød nogle af rådene fra Henrik Visby, eksportrådgiver ved Danmarks ambassade i Norge i dagens første indlæg.
Han fortalte også, at Norge er et attraktivt eksportmarked for de danske virksomheder med en købedygtig og kvalitetsbevidst befolkning. Den samlede eksport til Norge i 2013 var på 70,6 milliarder DKK. Der er særligt store muligheder for de danske virksomheder inden for en række områder: maskin- og underleverandører, olie og gas, bygge og anlæg, infrastruktur, sundhedssektoren, it og telecom, miljøsektoren og endelig detailsektoren.

Harald Dirdal

Midt på dagen var deltagere delt ud på de fire sektorer, hvor man dykkede dybere ned i potentialerne og erfaringerne. Hen på eftermiddagen mødtes alle deltagere igen, og her fortalte Cluster Excellence Denmark om vigtigheden af klynger og alliancer virksomhederne i mellem. Tomas Arnesen fra hvitved – Din Skandinaviske Businesspartner sluttede dagen af med at uddybe de kulturforskelle og forskelle i ledelsesstilen, som der er mellem danskere og nordmænd. Her blev det igen fremhævet, at vi danskere nemt kan virke lidt hurtige og meget direkte i vores kommunikationsstil overfor de mere strukturerede og mere ’regelrette’ nordmænd.

En af deltagerne var Michael Feifer Møller, direktør i 2M Ståldesign fra Aabybro, som tegner og projekterer stålkonstruktioner.

– Vi er endnu ikke i gang i Norge, så jeg kom for at høre mere om, hvordan man begår sig i Norge. Der har været mange gode indlæg med pointer om, hvad der skal til for at få succes i Norge. Man kan som mindre virksomhed godt blive lidt nervøs i forhold til Norge, da det kræver en vis størrelse. Jeg har talt lidt med nogle andre virksomheder her på konferencen om at gå sammen, men vi er jo konkurrencemennesker, så det skal nok modnes lidt. Jeg tager også med herfra, at det er vigtigt med nogle referencer i Norge, så der vil vi for eksempel markedsføre os på, at vi hjælper Bladt Industries A/S med tegneressourcer. Det har bestemt være tiden værd at tilbringe en hel dag her på konferencen, siger han.

Også arrangørerne var tilfredse med dagen, hvor formålet var at klæde virksomhederne på i forhold til at eksportere til Norge eller samarbejde med norske virksomheder.
– Vi håber, at deltagerne har fået en masse ny viden, inspiration og gåpåmod med hjem fra konferencen. Der har været livlig snak i pauserne, så jeg håber, at virksomhederne benytter dagen til at finde samarbejdspartnere og danne alliancer, da det ofte er en fordel at være en del af et større samarbejde, når man skal ind på det norske marked. Jeg har allerede talt med en af vores nordjyske virksomheder, som på dagen har fået en forespørgsel fra en norsk virksomhed, så det viser, at der er masser af potentialer for virksomhederne på begge sider af Skagerrak, siger Ejvind Vinde, konsulent i BusinessBroen NORGE-NORDDANMARK.