Millioner til vindmøllenetværk

12 millioner kroner skal fastholde og skaffe flere arbejdspladser indenfor vindmølleindustrien i hele den nordjyske region.
12 millioner kroner skal fastholde og skaffe flere arbejdspladser indenfor vindmølleindustrien i hele den nordjyske region.

Erhvervsnetværket Hub North for leverandører til vindmølleindustrien er nu en fast institution i det nordlige Danmark. De 12 millioner kroner, der skal bruges til den treårige startfase, er fundet og nu satser igangsætterne på en effektiv og permanent sammenkobling af alle vindmølleaktørerne i landsdelen.

En sammentømret klynge, som kender hinandens styrker og svagheder, er eneste chance for at gøre sig gældende i en branche med et barskt udskilningsløb og en benhård konkurrence på verdensmarkedet.

Hub North er et norddansk netværk med målrettet profilering indenfor vindenergi. Aktørerne er virksomheder, der producerer til vindmølleindustrien, direkte eller som underleverandører til større producenter. Erhvervsnetværket har eksisteret som pilotprojekt siden marts i år og har allerede 80 medlemmer. Landsdelen skønnes at have op til 150 underleverandører til vindmølleindustrien.

Vækstforum

Vækstforum Nordjylland har bevilget den nødvendige halvdel, godt seks millioner kroner, til arbejdet med at bringe underleverandørerne sammen. De andre seks millioner kroner kommer fra Aalborg Havn A/S, Aalborg Samarbejdet, Aalborg Erhvervsråd, Aalborg Universitet, Erhvervskontorerne i Nordjylland, Aalborg Kommunes Erhvervsafdeling med flere.

Erhvervs- og Byggestyrelsen skal formelt bevilge støtten, som Vækstforum indstiller.

Det forholdsvis store beløb til et enkelt projekt begrundede Vækstforum blandt andet sådan:

– ”Der er tale om et relevant projekt med stor nyhedsværdi. Det er første gang, der søges etableret et så omfattende netværk til fremme af vindenergi i regionen med deltagelse af virksomheder, universitet og det etablerede erhvervsfremmesystem.”

Pengene er starthjælp til de første tre år. Herefter forventes leverandørklyngen at være så etableret, at samarbejdet flyver af sig selv.

Borgmester Henning G. Jensen, formand for Aalborg Samarbejdet og Aalborg Erhvervsråd, to af hovedsponsorerne, ser bevillingen som udtryk for, at der nu satses målrettet på en af Nordjyllands styrkepositioner.

– Med det projekt skaber vi grundlag for at etablere nogle af fremtidens arbejdspladser i Nordjylland.

Claus Holstein, formand i Hub North og administrerende direktør i Aalborg Havn, glæder sig over bevillingen og lover maksimal indsats for at bringe vindmølleaktørerne sammen til gavn for hele landsdelen og for hele den danske vindmølleindustri.

– Vi er ydmyge og takker Vækstforum for pengene, men samtidig er det også en bekræftelse på, at vores tankegang om sådan et netværk hele tiden har været rigtig.

Vækstforum regner med, at Hub North-projektet vil få beskæftigelsen indenfor vindmølleindustrien til at stige med 10 procent.

– Tallet gælder selve produktionen. Men det er en branche i vækst, så tallet bliver formentlig endnu højere, når vi medregner arbejdspladserne med akademikerne plus de folk, vi kommer til at tiltrække udefra, siger Claus Holstein.

Vi skal kunne ses

Hub North mærker allerede nu, at vindmølleleverandørerne finder hinanden og bruger hinanden bare på de få måneder, erhvervsnetværket har eksisteret.

– Det er vigtigt, at vi fastholder den udvikling. Og hvis de skal blive ved med at kunne finde hinanden, er det helt afgørende, at vi har et etableret netværk med et kompetent mandskab. Det her er så stort et projekt, at vi er nødt til at have folk i motorrummet hele tiden. Og det skal være ildsjæle, som er ansat på fuld tid og som brænder for området. Heldigvis har Vækstforum set det og accepteret, at faste folk og synlighed er nødvendigt for Hub North. Sådan arbejder netværker i andre regioner og ude i verden også, siger formanden Claus Holstein.

Selv glæder han sig især over, at udvalget også har testfaciliteter med på listen over arbejdsopgaver.

– For mig som formand er testfaciliteter et lille, særligt og kærligt barn. Vi arbejder jo sideløbende på at få opstillet 0 serie-møller i vores område, siger Claus Holstein.

Projektlederstillingen til Hub North er opslået.