Hub North indgår samarbejdsaftale med Offshoreenergy.dk

Hub North, det oprindeligt nordjyske projekt, som samler leverandører og underleverandører til vindmølleindustrien, og Esbjerg-baserede Offshorenergy.dk mødtes tirsdag den 5. december for at underskrive en samarbejdsaftale.
Hub North havde oprindeligt til formål at samle norddanske leverandører og underleverandører til vindmølleindustrien og bidrage til udviklingen af underleverandørlaget gennem netværk og vidensaktiviteter. Bl.a. Aalborg Havn, Region Nordjylland, Aalborg Universitet, Dansk Industri i Nordjylland, Invest in Denmark og Aalborg Kommunes Erhvervsafdeling udgør Hub Norths interessentskare, men nu udvides samarbejdet til også at omfatte Offshoreenergy.dk i Esbjerg.

  • I en branche, der i allerhøjeste grad opererer på globalt niveau, giver det god mening, at vi samarbejder om at promovere danske virksomheder og varetage danske interesser både herhjemme og i udlandet, siger projektleder Henrik Wadmann fra Hub North. – Vores organisationer deler de samme mål, nemlig at sikre danske vindvirksomheder de bedst mulige betingelser for fortsat vækst, udvikling og eksport. Og om en leverandørvirksomhed ligger i Skagen, Aalborg eller Esbjerg har i princippet ingen betydning i vindmølleindustrien.

Offshoreenergy.dk repræsenterer såvel olie/gas-sektoren i den danske offshore-industri som de vedvarende energityper bølge og vind. Det er ”Renewables”-afdelingen, som nu indgår en samarbejdsaftale med Hub North. Dermed får de ca. 270 medlemsvirksomheder i Offshoreenergy.dk og Hub Norths ca. 200 medlemsvirksomheder altså endnu bedre støtte fremover.

  • Både Hub North og Offshoreenergy.dk arbejder med nogle af de samme værktøjer til udvikling af medlemsvirksomhederne, nemlig f.eks. netværk og videndeling, ligesom vi har det til fælles, at vi arbejder med alle led i værdikæden, fortæller Morten Basse fra Offshoreenergy.dk. – Endelig er der i begge organisationers tilfælde tale om tæt samarbejde med danske vidensinstitutioner, som er i verdensklasse på netop vindområdet. Dermed er forudsætningerne til stede for et samarbejde, der bliver til gavn for begge parter og ikke mindst vores medlemmer.

Begge parter udtrykte ved tirsdagens møde stor glæde over aftalen såvel som optimisme omkring mulighederne for fortsat at udvikle samarbejdet og knytte tættere bånd mellem de to organisationer.