Finsk vindsektor rører på sig

Finland vil i højere grad til at satse på VE og har i løbet af de seneste år sat en lang række grønne initiativer i søen. Inden 2020 har Finland planer om at øge andelen af vedvarende energi fra landets nuværende 30 % til 38 %. Dette mål vil de bl.a. nå ved at indføre mere vindenergi – indenfor de næste 8 år skal der således bygges omkring 800 nye vindmøller.

Den finske vindsektor er i kraftig vækst, alene fra 2011-2012 voksede den med 45 %. Anvendelsen af vindenergi er dog stadig på et beskedent niveau sammenholdt med eksempelvis Danmark. Ifølge eksportrådgiver Tero Kajander fra den danske ambassade har Finland især Danmark i kikkerten, når de er på udkig efter stærke virksomheder, der kan levere know-how og højtudviklet teknologi til den finske vindindustri.

Den fremtidige udvikling af Finlands vindsektor inkluderer også offshoreområdet. Det baltiske hav rummer stort potentiale for at bygge offshore vindfarme, dog står Finland over for en række udfordringer, idet havet i størstedelen af vinterhalvåret er tilfrosset. Isen skaber bl.a. problemer i forhold til at servicere havvindmøllerne og samtidig kræver forholdene et særlig stabilt fundament, der er i stand til at modstå de store kræfter. Den finske regering har øremærket 20 millioner Euro til et demonstrationsprojekt, der skal generere viden og erfaring i forhold til at bygge havvindmøller i Finland.

Til foråret afholder Finland for fjerde år i træk Vaasa Wind Exchange – en stor vindmesse der skal tiltrække udenlandske aktører og skabe interesse for den finske vindsektor. Ønsker du at vide mere om vindindustrien i Finland kan du læse ambassadens sektoranalyse i linket her.