EU-miliarder til vindenergi

– Det her er en konkurrence mellem lande. Ikke mellem forskellige danske regioner.

Jan Hylleberg er direktør i Vindmølleindustrien og en af hovedtalerne på Hub North Kick-off-mødet den 8. marts, hvor Nordjylland lanceres som kraftcenter indenfor vindenergi. På forhånd advarer han om indbyrdes dansk konkurrence.

Vindenergi har altid været et dansk adelsmærke indenfor udviklingen og eksporten. Danmark har siddet på den teknologiske førerplads, men nu trues positionen udefra. Alle lande er blevet interesserede i vindkraft og også i selv at producere den. Det skønnes, at der de næste ti år vil blive investeret 150 milliarder euro alene i nye havvindmøller og bølgeanlæg i Europa. Det betyder igen op mod en kvart million arbejdspladser.

Alle kæmper om at komme i betragtning.

– I Danmark har virksomhederne måske været vant til, at vi altid var de bedste og så var det naturligt med indbyrdes konkurrence. Det hele foregik jo i Danmark alligevel. Det er stadig godt med intern kommerciel konkurrence til en vis grad, men vi skal blive bedre til også at samarbejde. Ellers taber vi til Norge, Tyskland, England og alle de andre. Ingen skal alene gå efter EU-milliarderne, for der arbejdes hurtigt og benhårdt i udlandet på at få del i de samme midler, siger Jan Hylleberg.