Testcenter for vindenergi på Lindø

Poul Nyrup Rasmussen
Poul Nyrup Rasmussen

Hvis alt går vel, bliver der i løbet af de næste tre-fire år bygget et stort testcenter til havvindmøller på Lindø-værftet.

Testanlægget bliver et af verdens største på området og kommer til at koste 250-300 millioner kroner. Planerne er netop blevet besluttet på et bestyrelsesmøde i Lindoe Offshore Renewables Center (LORC).

Bestyrelsen har godkendt en samarbejdsaftale med Risø DTU, som i forvejen er eksperter i vindenergi.

Centeret, som kaldes en testbænk, bliver bygget i en af Lindøværftets mellemstore haller, der ligger tæt ved kajen.

-Testbænken gør det muligt for os i Danmark at beholde vores førerposition inden for vindkraft. Jeg er meget glad for, at den bliver en del af vores test- og demonstrationscenter på Lindø, siger Poul Nyrup Rasmussen, formand for LORC.

Testbænken skal give virksomheder og forskere mulighed for at teste dele til vindmøller under forhold, der kan sammenlignes med en placering til havs. Der vil være mulighed for at håndtere vindmøller op til 10 megawatt. De største i dag er på 3,5 megawatt.

-Og vi har allerede indbygget en mulighed for senere at gå højere op i størrelse, siger Poul Nyrup Rasmussen.

Opbygningen af centret sker gradvist over cirka tre år.

Kilde: fyens.dk

Klima- og energiminister Lykke Friis besøger Hub North

Klima- og energiminister Lykke Friis
Klima- og energiminister Lykke Friis

Hub North, Erhvervsnetværket for vindmøllevirksomhederne vindmølleindustrien i det nordlige Danmark får fornemt besøg på det første sit netværksmøde onsdag den 9. juni. Klima- og energiminister Lykke Friis har sagt ja til at møde de 29 nordjyske medlems-virksomheder i Hub North samt andre interessenter fra vindmølleindustrien.

Ministeren besøger samme dag en række forskellige virksomheder indenfor energisektoren og holder indlæg for vindmølleaktørerne kl. 12 i Hub North i Aalborg Kongres og Kultur Center. Her finder i øvrigt hele netværksmødet sted.

Flemming Eriksen, som arbejder med at opbygge erhvervsnetværket Hub North, glæder sig over, at Lykke Friis har givet tilsagn om deltagelse i netværksarrangementet d. 9. juni.

– Det betyder meget for hele arbejdet med Hub North netværket, at klima- og energiministeren kommer og giver et indlæg på vores næste netværksmøde. Ministerens prioritering bekræfter, at vi har gang i noget interessant og spændende, som har potentiale til at udvikle sig til noget stort inden for vindmølleindustrien i Nordjylland og resten af landet, siger Flemming Eriksen.

Kig under ”Kommende aktiviteter” for at se hele programmet for netværksmødet.

Aalborg Havns spulefelter oplagte til testcenter

I en kronik i Jyllands Posten og et debatindlæg i Nordjyske Stiftstidende bevæger Claus Holstein, Aalborg Havns administrerende direktør, sig direkte ind i den ophedede debat om en placering af et kommende testcenter for vindmøller. Han foreslår en oplagt og tilsyneladende overset mulighed på de store øde arealer omkring Vattenfall ved Rærup ud til Limfjorden.

Ifølge havnedirektøren kan Østerild i Thy slippe for vindmøllerne, for de kan placeres på havnens to spulefelter omkring kraftværket, Vattenfall, ved Vester Hassing og Rærup nord for Limfjorden. Her er havnen med til at råde over arealer på i alt 125 hektar. Og her er flere tekniske installationer samlet i forvejen, lossepladser, kraftværk og spulefelter.

Området er landdepoter for oprensningssedimenter, altså materiale fra havnebassiner og sejlløb, som gennem tiderne er blevet indspulet for at holde sejlrenden i Limfjorden fri. Området er kæmpe stort og for længst udlagt til industri. Vind er der rigeligt af. Flere store vindmøller er allerede blevet opsat foran værket de senere år.

Hele området har de seneste 50 år været udlagt til forskellige formål indenfor den grovere industri. Ekspropriationerne, diskussionerne og borgerbevægelserne har været der for længst.

Havnedirektøren foreslår flere udnyttelser på samme tid. Derfor bør der efter hans mening indrettes et oplevelsescenter sammen med testcentret. Så kunne der være turistinformation og måske rundvisninger.

Forslaget vakte straks debat. 25 indlæg med kommentarer til forslaget er kommet ind på siderne under jp.dk. De fleste partsindlæg opfordrer myndighederne til at gå videre med at få undersøgt forslaget fra havnedirektøren i Aalborg. Enkelte afviser dog enhver tanke om et testcenter til lands, også hvis det bliver på et øde sted som spulefelterne ved Limfjorden.

Klik her for at se kronikken i Jyllands Posten og debatindlægget i Nordjyske Stiftstidende.

Vingevej taget i brug

Vindmøllevinger transporteres på den nye vingevej
Vindmøllevinger transporteres på den nye vingevej

De første lange vindmøllevinger har været på hjul på vingevejen, som Siemens Wind Power vingefabrikken i Aalborg Øst har bygget sammen med Aalborg Havn.

Den specielle en kilometer lange vingevej har været 1½ år undervejs og er nu klar til at fragte de lange hvide mølleblade i glasfiber.

– Vi skal undgå de offentlige veje mest muligt og ideen med den særlige vej er, at vi skal kunne køre direkte ned til havnen for at få skibet vingerne af sted, siger Søren Kringelholt, direktør for vingefabrikkerne i Siemens Wind Power.

Transporten går dog ikke glat igennem endnu.

– Vores foreløbige transporter er lidt et forsøg og foregår med en gummiged. Manøvren lige nu går ud på, at vi får udviklet noget bedre udstyr til at trække vingerne ned til havnen, siger vingedirektøren.

Han forudser, at vingerne også kommer på jernbaneskinner.

– I USA måtte vi bygge en speciel jernbanestation ved vores fabrik. I Aalborg har vi allerede et jernbanespor på havnearealerne, så det er bare med at få de formelle ting på plads og få det udnyttet. Jeg er overbevist om, at vi både kommer til at bruge lastbil og tog til den fremtidige vingetransport. Det vil også være miljømæssigt forsvarligt, siger Søren Kringelholt.